De lod sig ikke forstyrre, skjønt man fra Skibet heisede en Baad ned lige ved Siden, i hvilken to Mænd stege ned. De nærmede sig en af de graadige Storspisere og dræbte den med sine Knive. Kun nær ved Hvalens Hale er der et lidet Stykke Kjød, som er spiseligt. Man skjærer det i smaa Stykker, som lægges i et Trækar med Salt og Eddik over i nogle Dage. Derpaa steges det paa et Spid. Jeg syntes ikke, det smagte saa ilde.
Efterat Spekket er opskaaret i smaa Stykker, koges Olien ud af det i en umaadelig stor Kobberkjedel, der indtager hele Bredden af Dækket, saa man knapt kan gaa omkring den. Den var saa høi, at den naaede til Knæet af en voxen Mand. I to til tre Maaneder brænder Ilden uafladelig under denne Kjedel, men da der heromkring ikke findes Ved, og endnu mindre ved Spitsbergen, hvor de fleste Hvalfangere søge hen, saa maa Hvalen selv skaffe Brænde for at koge sit eget Fedt. Hjemmefra tage Folkene lidt Ved med sig, saa vidt, at de kunne tænde paa og faa kogt den første Gryde. Men naar dette er gjort, blive de udkogte Rester kastede paa Ilden, hvor de brænde fortræffeligt, da der endnu er en Del Fedt i dem. Saaledes fyres der paa uafladelig, idet den følgende Grydefuld koges med den foregaaende, og man vedligeholder paa denne Maade Ilden i flere Maaneder, nemlig fra April til August. Jeg saa, at de tilsidst endnu havde en hel Del af dette Brændstof tilovers, og at det, da man var færdig, blev kastet i Havet som unyttigt. Under Kogningen maa Hvalfangerne have det lyst bestandig, da deres Arbeide ellers vilde være meget farligt. Og man kan sige, at de blive færdige med sit Arbeide paa en eneste lang Dag, da Solen nemlig i tre Maaneder aldrig gaar ned heroppe. Og ligeledes ved den 80de Grad, hvor Spitsbergen ligger, og hvor Sne og Is des-
