gaar, saa er hele Provinsen bjergrig, ufrugtbar og vild, og da Fjeldkjeden, som skiller den fra Sverige, her nærmer sig meget til Kysten, ere Floderne kun af ubetydelig Længde. Næsten hele Provindsen bestaar af Øer, af hvilke enkelte af betydelig Størrelse, saaledes Sørøen og Magerøen, paa hvilken sidste Nordkap ligger. Her fandt jeg en Sognepræst, som talte ganske godt Latin.
Fjordene heroppe ere en god Tilflugt for Skibene, da de høie, steile Klipper danne en naturlig Molo, som beskytter mod Havet. Om Vinteren fryse de helt til, og hele Isdækket hæver og sænker sig da med Flod- og Ebbebevægelserne. Her voxer meget faa Træer og blot ved Bunden af Fjordene. Landsbyer eller bebyggede Steder findes ikke; de enkelte Familier bo hver for sig i nogle Miles Frastand langs med Stranden og paa Øerne. Man finder i det høieste tre til fire Gaarde paa samme Sted, og heraf kan man slutte, hvor tynd Befolkningen er. Men alligevel er det ikke saa slemt at leve her, som den kunde fristes til at tro, som ikke har forsøgt det. Alle de for Livets Ophold nødvendige Ting kan man let skaffe sig, baade Bolig, Opvarmning, Lys, Klæder, Mad og Drikke, alt med Undtagelse af Brød. Husene opfører man af Stene, som her ingen Mangel er paa, af Torv og Jordstykker. Af disse Materialier bygges Væggene, hvorpaa Taget skraaner opad i Pyramideform med en Aabning øverst, som tjener baade til Vindue og som Skorsten. Af disse Huse eller rettere Hytter ere nogle ganske smaa, andre større. For Aabningen i Taget sætter man en Rude af Oxeblærer, som beskytter mod Regn og Storm, men tilllige slipper Lyset ind. Man bruger ogsaa Ben af Hvaler til at holde Bygningen sammen med, især naar den er bygget saaledes. at Længden er meget betydeligere end Bredden. Ribberne af Hvalen bindes sammen i Enderne, og de anbringes
