sig i fuld Blomst. Ved alle store Underhandlinger i det syttende Aarhundrede havde hollandske Statsmænd spillet en fremtrædende Rolle; over Haag kom under Wilhelm III. alle vigtige Aktstykker til det engelske Udenrigsministerium. Under den sidste Koalitionskrig havde denne Konge givet den hele politiske Forretningsførelse i Hollændernes Hænder, og der vare ogsaa Ryswikerfreden og September-Alliancen i 1701 blevne afsluttede.“[1] Wilhelms Død i 1702 frembragte for det første ikke en saa stor Forandring i Nederlandenes politiske Stilling og Republikens Forhold til England, som under andre Omstændigheder vilde have indtraadt, thi de to Sømagter havde allerede grebet en bestemt og en fælles Politik i det store spanske Spørgsmaal, der foreløbig maatte trænge alle andre Hensyn tilbage.
Den dansk-norske Stat, i hvis Interesser Forholdet til Holland gjennem mange Menneskealdre havde spillet en fremtrædende Rolle, fik under den 1702 udbrudte Krig mere end sædvanligt at varetage i Nederlandene. For det første sendte Frederik IV. som bekjendt betydelige Stridskræfter til Krigsskuepladsen som „Auxiliairtropper“ i engelsk-hollandsk Sold, og for det andet gjaldt det at beskytte de forenede Rigers Søhandel. Danmark-Norges Neutralitet i den store europæiske Krig skaffede nemlig ikke alene dets Skibsfart store Udsigter til Fordel,
- ↑ Carl v. Noorden, Europäische Geschichte im 18ten Jahrhundert, I, 1 (Düsseldorf 1870), S. 209–210. Det kan ogsaa mærkes, at Holland var de politiske Journalers Hjem. I Haag udkom „Mercure historique et politique“, i Amsterdam „Lettres historiques“, i Haag endvidere Schweizeren Lambertys indholdsrige Mémoires pour servir a l’histoire du XVIII. siècle, hvis Samler ikke uden Føie endog paa Titelbladet af sit Verk kunde anbringe den Bemærkning: „la Haye a toujours été comme le centre de tous ces négotiations.“
