forekommer mig, først om en Skik, dernæst om et Naturfænomen.
Her i Bergen findes et nogle Aarhundreder gammelt Samfund eller Kompagni af tydske Kjøbmænd fra Hansestæderne (citta Anseatiche), hvilke benævnes saaledes, fordi Hant i deres Sprog betyder mano (Haand) og see mare (Hav), altsaa Forbundne paa Havet.[1] Dette Kompagni bor i en Hovedgade i den yderste Del af Byen paa Havnens øvre Side, der kaldes Cantor. Den indeholder omtrent femti Huse i en eneste Linie, byggede af Træ efter Landets Skik, men temmelig store, hvert Hus afdelt i flere Leiligheder, i hvilke der bor omtrent femhundrede af disse Tydskere. I ethvert Hus have de en fælles Stue, hvor de have sit Ildsted for at varme sig, hvilket de gjøre af Frygt for Ildebrand, der lettere kunde opstaa, om de havde flere Ildsteder, og hvad mere er, der er en Vedtægt fastsat af Kongen af Danmark, at Kontoret ikke maa gjenopbygges for det Tilfælde, at det maatte brænde, og det endog om Ilden maatte være opkommen i en anden Bydel. Derfor løbe Tydskerne sammen med stor Bekymring, naar der opkommer Ild nogetsteds i Bergen. Principalerne, der bo i selve Hansestæderne, sende Fuldmægtige til Bergen, der ere deres Faktorer eller Agenter. Disse vælge sig imellem Sekretærer, der ere deres Formænd, to Konsuler, der kaldes Oldermænd, og tolv Senatorer, der kaldes Acteiner, hvilke i Forening ere Dommere i civile og kriminelle Sager, dog ikke i Livssager. Tydskerne har to Kirker, betjente af Præster af deres egen Nation, men som dog erkjende den Bergenske
- ↑ Hvor urigtig denne Forklaring end er, hidrører Misforstaaelsen dog ei alene fra vor Reisende, thi Hansestæderne kaldtes ved den Tid hyppig „die löblichen Ansee-Städte“.
