kun Adelsmænd at have Familienavne, andre benævnes efter deres Faders Navn. Alle benævnes ved sit (Døbe-) Navn og uden Tillæg af noget Herre (Signor) eller lignende, undtagen Borgermesteren og Præsterne, hvilke tituleres med Her. Alle Familiehoveder kaldes Far og Mur saavel i sit eget Hus, som udenfor dette.
Disse Folk leve længe, have et venligt Sindelag og ere gode Krigsfolk. Det lange Liv skylde de fornemmelig den kolde Luft og den ringe Luxus.
Jeg har sagt, at Husets Hoveder kaldes Fader og Moder, hvorfor undertiden endog en saadan Titel gives en Dreng eller Pige, naar Forældrene ere døde. Indbyrdes kalde de hinanden ofte med det kjærlige Udtryk Sodelam (dolce agnello). Ægtefolk pleie at sige mit ierte (cuor mio) til hinanden. Det gode Gemyt gjør Soldaten lydig mod sin Officer, og Styrken og Øvelsen i at taale Kulden og det barske Klimat gjør, at han endog finder det behageligt. Det er rimeligt nok, at Norge, som en Del af det gamle Skandinavien, har havt sin Del i de gotiske Erobringstog.[1]
Sygdomme, navnlig Febersygdomme, ere her meget sjeldne. Dog lider ikke saa faa af et Onde, der kaldes Skjørbug, der bestaar i, at Legemet bliver blaat, og at Tandkjødet ophovner. Jeg antager, at det kommer af, at de ere uforsigtige med Hensyn til Regn og Kulde og gaa
- ↑ Her følger noget om Normannernes Erobringer osv.
Raadmandslisterne sammesteds, se Norske Magasin, II, 115, 305, 328. Udgiveren, N. Nicolaysen, har – neppe med Føie – slaaet disse sammen til en Person. I Bergens Borgerbog, udg. af N. Nicolaysen, Chr.a 1878, forekommer under 1599 (S. 18) en Thomas Thomassøn Krummedje, under 1609 (S. 26) en anden Thomas Thomassøn, og under 1623 (S. 43) en Mand fra Orknøerne af samme Navn. Billedet er vistnok forlængst forsvundet fra Bergens Domkirke og omtales neppe andensteds end i nærværende Reisebeskrivelse.
