Tidens Leilighed ret livlig Export, hvorvel denne sandsynligvis har aftaget noget, efterat Udvandringen var ophørt og den endelige Bosættelse var fuldført. Islændingernes Trælastafhentning fra Norge synes endog, efter et enkelt Sted i Sagaerne at dømme, at have været saavidt regelmæssig, at man for denne Fart havde Skibe, særligt byggede efter en Trælastladnings Krav, der ikke let maatte kunne forliges med Oldtidens almindelige, maagelette Skibsformer. Stedet findes i Sturl. VII. 162, hvor det berettes om en Høvding, at han byggede et Skib „þat er Raptabuzza hét“, hvilket Ord vel nærmest oversættes ved „Trælast-Skuden“ eller lignende. .Den hele Afhentning af Trælast til Bilandene i hine fjærne Tider kan imidlertid kun have været en ren Ubetydelighed i Forhold til Norges daværende Rigdom paa Skov, der dengang ikke blot dækkede Fjeldlider og Dalfører, men i tykke Masser strakte sig ud over Fladbygderne lige ned til Havkanten.[1] Forinden en saa uhyre Skovbestand kunde komme i Pris, tiltrængtes en Efterspørgsel i det Store, hvortil vore tyndt befolkede og fjærnt liggende Bilande manglede enhver Evne. Tømmeret var derfor i hine Tider, ialfald i raa Skikkelse, næsten værdiløst. Leilænding kunde efter vore gamle Love bygge sig Fartøi af Skoven, naar det kun ikke regnedes paa Sesser (Ældre Gul.-Lov 75), og den søfarende havde Ret til, hvorsomhelst han for Skov forbi, at udbedre Skade paa sit Skib m. V.[2] Mest betegnende for Tømmerets ringe Værdi er det dog, at Islændingerne,
- ↑ En saadan Udbredelse af Skoven fandt Sted endnu lige til Slutningen af 1500-Tallet og tildels endnu længere frem i Tiden. Lehns-Regnskaberne for 1557 og 1560 vise, at Nedenæs, Brunla og Follo Fogderier endnu dengang vare vore største Export-Districter. Jfr. Udskibningsrettens Udvikling i Norge ved L. J. Vogt, Side 59 ff.
- ↑ Jfr. Chr. V.s Lov 3–14–35 ff.
