fik Lehnsherren paa Akershus, Peder Hansen (Litle), Instrux om, at han skulde have flittigt Tilsyn hos Bønderne og Andre efter Kongens Breve og Befaling, at Kongen af alle Sagmøller, „som Bønderne bruge der over alt hans Lehn Søndenfjelds, endelig efter Lovbogen bekommer hver tiende Sagbredde“. Alt det Tømmer og de Deler, som Kongen paa sine egne Sagmøller lod tilvirke, eller som han i Tiende modtog af Bønderne, skulde Lehnsherren henføre til beleilige Udskibningssteder og „skibe og forskikke at sælge, Kongen tilbedste“. Den tidligere Lovgivning indeholdt selvfølgelig intet særligt om Tiende af Sagbord, en Tilvirkning, der ikke existerede paa den Tid fra først af Tiende indførtes, men Kongebudet udgik som en officiel Fortolkning, hvorved Sagbrugs-Virksomheden, forsaavidt den udøvedes af „Bønder og Andre“, inddroges under den almindelige Tiende-Lovgivning. Efter det brugte Udtryk maa det antages forudsat som givet, at Adelsmænd og Geistlige skulde være fritagne for den nye Skat, der udelukkende tilfaldt den kongelige Kasse og intet andet havde tilfælles med Christenrettens Tiende, end at den udgjorde 10 pCt. af Afkastningen og ikke faldt Geistligheden tillast. Naar Kongen i Skattebrevet udtaler, at han i Tilfælde af Modvillighed vil søge sin Fordel „anderledes paa Havnene end hidtil“, sigtes herved antagelig til den Kronen fra ældgammel Tid ved Lovgivningen hjemlede Forkjøbsret til alle Varer, der stilledes tilsalgs, en Ret, der vistnok baade var vel kjendt og frygtet paa Grund af de Misbrug, hvortil dens Iværksættelse let maatte kunne lede. Det er ogsaa fra denne Tid, at der viser sig de første Spor af en forskjellig Toldopkrævning, eftersom den Last, der udførtes var Rundlast eller virket til Bord og Planker.
Medens de egentlig statistiske Bidrag, der i enkelte
