Side:Historisk Tidsskrift. Anden Række. Femte Bind.djvu/313

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
303
OM NORGES UDFØRSEL AF TRÆLAST I ÆLDRE TIDRE.

Vidnesbyrd synes at gaa dem selv imod, thi Grunden kan naturligen ikke have været nogen anden end den, at Udlændingen i Almindelighed var mere contant eller mere reel i sin Handel end de indfødte Byboere, blandt hvilke der paa Grund af den frie Indkjøbs- og Udskibningsret vistnok har været adskilligt lavt Opkjøberpak, der i Landboernes Øine tildels har givet den hele Kjøbstad sit Stempel.

Hvorvel Vandsager, som ovenfor paavist, maa antages at have været kjendte ved 1500-Tallets Begyndelse og allerede omkring 1530 at have været almindeligt udbredte her i Landet, synes det hele Sagbrugsvæsen dog først i det Tidsrum af omkring et fjerdedels Aarhundrede, der ligger mellem Freden til Speier i 1544 og Freden til Stettin i 1570, at være naaet frem til at blive en national Industri, hvis Tilvirkning i større Omfang begyndte at gaa til Udlandet. Trælastens Forædling begynder ogsaa først nu at spille en saa fremtrædende Rolle i Landets hele Economi, at den paakalder Lovgivningens Opmærksomhed og søges indordnet i Statens almindelige fiscale System. I et Kongebrev fra Koldinghus af 18de Marts 1545 til „Undersaatterne i alt Oslo Stift“ heder det, „at Kongen forfarer af sine Lensmænd og provster, at det bør dem (Undersaatterne) at tiende af hvis Gods, som de avle, eftersom Lovbogen og Christenretten udviser, og de have nu optaget sig en ny Bjering med Sagmøller, og Kongen har aldrig nydt noget deraf, som kan bevises med Lovbogen medrette burde ske“. Alle, som bruge Sagmøller, skulle derfor herefter „komme Kongen til Hjælp med hver tiende Bredde (Bord) af hver Sagmølle. Findes nogen modvillig til Udredelsen, da agter Kongen at søge sin Fordel anderledes i sine Havne, end han hidtil har gjort“.[1] Samtidig

  1. N. Rigs-Reg. I. S. 76.