tede Adelsmænd ikke i Almindelighed vare bosiddende i Kjøbstæderne og directe kom til at deltage i disses Export paa samme Vis som de gamle Slægter, fik de dog som Lehnsherrer og Godseiere saa rigelig Anledning til at udnytte sin fremragende Stilling, at man under den jævnt stigende Efterspørgsel af den norske Trælast snart finder enkelte af de største Exportforretninger samlede netop hos disse Mænd, og da de ifølge sit Adelskab vare told- og skattefrie, maatte det vistnok ofte falde Kjøbstadborgerne des besværligere at optage Concurrencen med dem.[1] Det samme var Tilfældet med den Trælast, der solgtes eller udførtes for Kronens Regning Geistlighedens Stilling som Exporteurer var væsentlig forandret siden Reformationen. Man træffer endnu i Regnskaberne paa Tilfælde, hvor t. Ex. Bispen deltager i Trælast-Exporten – hvilket ligefrem fulgte af den Maade, hvorpaa han var lønnet, – men Exportens Quantitet staar ogsaa i Forhold til de trangere Kaar, der nu vare den høiere Geistlighed anviste. Derimod optræder den menige Land-Geistlighed hyppigt som Trælastsælgere, tildels endog i betydeligt Omfang, indtil der fra Kronens Side træffes Foranstaltning til at indskrænke deres Raadighed over de Skove og Vandfald, der tilhørte Præstegaardene og det beneficerede Gods. Men den mest trykkende concurrence for det ny-opkommende Borgerskab maatte dog endnu altid komme fra Udlændingens frie Adgang til hvorsomhelst paa vor udstrakte og skovbevoxede Kyst at lægge til med sit Skib og kjøbe sin Trælast af de
- ↑ „Kongsdeler“ og „Junkerdeler“ vare toldfrie ligesom al anden Trælast, der solgtes af Kronen eller Adelsmanden; Bymandens Trælast derimod ikke, naar den solgtes til den fremmede Skipper, men – indtil Slutningen af 1500-Tallet – kun naar han selv var Exporteuren. Bondelasten, der altid solgtes til den udenlandske Skipper, blev af denne Grund altid toldpligtig.
