af Trælast til den ankommende Udlænding fortgik endnu længe som tidligere, men man ser allerede Spirerne til en nyt Bypatriciat deri, at de mere fremtrædende Borgere mere og mere trække sig tilbage fra denne Handel for at gaa over til Udskibning af Trælast i egne Skibe, medens de derimod næsten altid fremdeles fortsætte Kramboden, hvormed de havde begyndt, og hvorigjennem de ligesom i det Ydre fastholdt, at de socialt vare sine economiskt mindre heldigt stillede Medborgeres Ligemænd. Oslo Toldregnskab for 1621–22 udviser et Antal af ikke mindre end 42 Krambodhandlere, blandt hvilke man omtrent gjenfinder alle Navnene paa Stadens større Skibs-Eiere og Trælast-Udskibere. Disse vare i Almindelighed tillige Stadens Borgermestre og Raadmænd, men lige godt stode de i sine Kramboder og maalte eller veiede selv til sine Kunder de Varer, disse tiltrængte, uden at tænke Sig Muligheden af, at dette i mindste Maade skulde gaa deres Værdighed for nær. I Modsætning til vort gamle nationale Aristocrati, der med sin Rod i Landets Bund ikke alene havde udgjort en integrerende Del af vore ældre Bysamfund, men ogsaa havde været disses styrende og ledende Element, fandt den indgiftede danske Adel og den nye Brevadel,[1] forsaavidt ikke deres Embedsstilling knyttede dem til en Kjøbstad, sig aldrig hjemlig i de nye Bysamfund, holdt i Almindelighed til paa sine egne eller de kongelige Gaarde, de havde i Forlehning, og droges i det hele taget mere udelukkende over til Statstjeneste og Rigsstyrelse, end tidligere havde været Tilfældet med det gamle indfødte Aristocrati. Men om de nye eller indgif-
- ↑ Ordet „Adel“ skal ikke findes før i Fredrik I.s danske Haandfæstning (1523), medens Ordet „Ædlinge“ første Gang findes i Kong Hans’s Haandfæstning af 1483.
