Det tør saaledes vistnok fastholdes, at man fremdeles almindeligvis kun brugte Ordet Borgere (burar) om dem, der ikke hørte til Byens Grundeiere og derfor, efter hvad forhen er anført, trængte formel Incorporation i Bysamfundet, forinden det tilstedtes dem at drive Haandværk eller Krambodhandel. Men Slægterne og de aristocratiske Elementer forsvandt efterhaanden fra vore Kjøbstæder, og i denne Overgangs-Periode (1450–1550) er det vistnok lidt efter lidt, og stadig med udenlandske Forholde for Øie, bleven sædvanligt, at alle og enhver, den indfødte Bymand som den fremmede, maatte fremstille sig for Øvrigheden og løse Borgerskab, naar han vilde drive Krambodhandel eller Haandværk, thi Indkjøbshandelen og Udskibningsretten vedbleve uafbrudt indtil langt ind i den nyere Tid tilfølge Byloven af 1276 at staa aaben for alle Kjøbstædernes faste Indvaanere uden Hensyn til, om de for noget særligt Yrke havde løst Borgerskab eller ikke. Grunden til, at Friheden og Ligheden opretholdtes for alle Kjøbstadens Mænd paa dette Felt, der efter den moderne Opfatning særlig tilhører Handelen en gros, er selvfølgelig ikke at søge i nogen mercantil Theori, men i Tidens practiske Krav, hvorefter saavel Prælaturen som de høibyrdige Elementer i Kjøbstæderne nødvendigen trængte fri Udskibningsret for Producterne fra sine Jordegods samt fri Indførsels- og Indkjøbsret for sin Omsætning med Udlændingen, idet Mangelen paa klingende Mynt stadig gjorde det fornødent at bytte Varer mod Varer eller ialfald at hjælpe sig med det mindst mulige Beløb i rede Penge. Ved den gjennemgaaende Lighed i Handelsret for enhver Bymand fyldestgjordes alle Hensyn. Den høibyrdige Mand kunde ikke uden at declassere sig løse noget Borgerskab, og hans Salg eller Udskibning af egne Producter stillede ham i Almin-
