Norges Kongerække efter Haakon den Gamle faar nu
saadant Udseende (lib. VI. cap. 2 sqq.):
1. Olaus. Denne Konge angives at have ført Krig med de tydske Søstæder, hvis Kjøbmænd hentede Fisk fra Norge og bragte Meel og Øl i Stedet. Norge faar Fred ved Mægling af den svenske Konge Erik (!). Det er aabenbart, at Olaus er = Jarlen Alf Erlingssøn.[1]
2. Erik, „om hvem der i Annalerne intet findes uden det blotte Navn“, men som dog „troes at have levet i Fred til sin høie Alderdom“.
3. Haakon, hans Broder. Forfatteren ved, at denne var gift med Fyrsten af Rügens Datterdatter, og at han havde en Broderdatter. Han kommer i Krig med den svenske Konge Magnus, der overvinder ham og forener Norge med Sverige.
4. Magnus af Sverige.
5. Magnus, den foregaaendes Søn, ligeledes Konge over begge Riger, da hans ældre Broder Kong Haakon, oprindelig bestemt til Norges Konge, var død.
6. Haakon, foregaaendes Søn, gift med Margrete af Danmark. Herefter bliver Rækken rigtig.
Af norske Begivenheder i den følgende Del af Verket er imidlertid Vitaliebrødrenes gjentagne Tog mod Bergen det eneste, der har (eller rettere har havt) nogen Betydning. Saalænge ikke Herman Corners og de øvrige lybekske Krøniker vare udkomne i Trykken, var nemlig Krantz, der har øst af disse, Hovedkilden til deres Historie, men efter de nævnte Krønikers (og de islandske
- ↑ Endnu i vort Aarhundrede har en tydsk Lærd paa en Maade, der mærkelig ligner Krantz’s Feiltagelse, beriget Norges Kongerække med en ny Konge, atter en Olaf. Det er Grautoff (Historische Schriften, B. 2. Lübeck 1836, S. 286), der gjør Hr. Olaf Nilssøn (1455) til Konge af Norge!
