det, at Ægteskaber saa ofte indgaaes mellem svenske Adelsmænd og danske Fruentimmer. Saadant, heder det, skulde hindres ved Lov, idet den Adelsmand, som ægtede en dansk Kvinde, med det samme skulde have sin adelige Frihed forbrudt. Den Tale er henvendt til Rigsforstanderen Svante Nilssøn, og denne bliver netop ved dette Sted udtrykkelig apostropheret. Men, som bekjendt, var netop Hr. Svante selv gift med en dansk Kvinde, Hr. Knut Alfssøns Enke, Fru Mette Iversdatter Dyre, der som Rigsforstanderens Frue paa den Tid af mange Svensker endog tituleredes „ Sveriges Fyrstinde“.[1] Som man ved, var Heming Grad høit anskreven hos Svante Sture og øvede stor Indflydelse over ham. Det bliver da lidet rimeligt, at han skulde have villet saare og fornærme ham saa føleligt, som unegtelig Tilfældet maatte have været, om han i en offentlig Tale til ham paa en saadan Maade havde talt om Strikken i hængt Mands Huus.
Sandsynligheden for, at Talen er et Produkt af Jo. Magnus selv, stiger ogsaa, naar man erindrer, at der hos denne Forfatter ogsaa findes indskudt (i Slutn. af 16de Bog) en Tale, der vel udgives for at være holdt i Basel af Nils Ragvaldssøn, dengang Biskop i Vexiö, og senere er optrykt af Benzelius i hans Monumenta hist. vet. eccl. Sveogothicae p. 101–106, men ligeledes gjør et høist mistænkeligt Indtryk. En nærmere Udvikling af, hvad der
- ↑ Saaledes i Brev af 7de Oct. 1511 og adskillige andre i Sturernes Breve i det danske Geheimearchiv. Det er den samme Fru Mette, hvem Digteren A. Munch havde det saare uheldige Indfald at gjøre til en norsk patriotisk Heltinde.
kom endog i svensk Sold i Syvaarskrigen. De Svenske skoler (især maaske Skaras) havde ogsaa Tilstrømning fra Danmark. Om danske Tjenere hos svenske Herremænd se bl. A. mit Skrift Christiern I.s norske Historie, S. 135–136, cfr. Allen, de tre nord. Rigers Hist. I. S. 642.
