helt igjennem ædel, fin og human Personlighed. Betænkes maa ogsaa dette, at, om der virkelig havde existeret et saadant gammelt og gjennem Aarene vedligeholdt Venskab mellem disse to Mænd, da havde det dog været fuldt saa naturligt, at Heming Gad havde forsynet sin socius med Bidrag og Materialier til sit Fødelands og Nordens Historie, eller at denne havde søgt dem hos ham, som at Hamburgeren skulde have sendt sin svenske Historie over Østersøen. Det havde ligget nær for Heming Gad, der virkelig nærede et Slags historiske Interesser, at forsøge paa at indvirke paa sin Vens, den tydske Historieskrivers, Begreber om Sveriges Historie og om muligt at øve Indflydelse paa hans Fremstilling af den. Sverige havde jo selv i Heming Gads yngre Aar havt en ret mærkelig Historieskriver i Humanisten Ericus Olai, Nordens sidste Helgen († 1486). Det kan ikke betvivles, at den upsalensiske Decans Verk maa have været Heming Gad bekjendt, men Krantz har aabenbart ikke seet det og overhoved neppe modtaget nogensomhelst literær Bistand fra samtidige Svensker.
Foruden disse høist mistænkelige Ytringer om Krantz indeholder denne Tale ogsaa andre Ting, der ikke kunne andet end indgyde Tvivl om, at det hænger rigtig sammen med den. Som et Exempel vil jeg anføre det Sted, hvor Taleren declamerer om de hyppige danske Indvandringer til Sverige. At ved den Tid mange Danske søgte sin Lykke baade i Sverige og i Norge, er en bekjendt Sag, og Stedet er i og for sig ingenlunde umærkeligt. Taleren fremhæver fire Slags Dansker i Sverige, Degne (Skoledisciple), Hofmænd (Tjenere hos Adelen), Munke og Kvinder.[1] Den sidste Klasse er især farlig, og allerværst er
- ↑ Endnu Gustav Vasa havde Danske i Krigstjeneste, ja Danske fore-
