Side:Historisk Tidsskrift. Anden Række. Femte Bind.djvu/199

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Hamre. Der kom nu en slem Mumlen i Kongens Skare; nogle sagde, at de vilde styrte sig ned af Hamrene, og ei længer taale saa stor Kval; da var det snarest gjort med dem. Andre mente, at det var mandigere at gjøre som hine Fortidens tapre Mænd, der selv bare Vaaben paa hinanden og dræbte hinanden, heller end nødtvungne at taale Pine til Døden. Men da tog Kongen til orde og bad dem høre efter. Han talte saa: Jeg har tænkt over Eders Beslutning, men den forekommer mig urimelig, og ikke at due i mindste Maade. Styrte I Eder ned af Fjeldhamrene og gjøre Ende paa Eder selv, da handle I som afsindige Mænd, der ikke vide ud eller ind. Og naar I selv ville bære Vaaben paa hinanden, da er dette hedenske Mænds Skik, der ikke kjende Gud; men vi ere kristne Mænd og kristne Mænds Børn og vide, at den, der gjør Ende paa sig selv, ikke har Haab om at komme til Gud. Dette er derfor kun Djævelens Indskydelse, og hans Vilje ville vi ikke gjøre: vi skulle vende os til Guds Miskund og lade os dette komme i Hu, at om denne Guds Tugtelse end synes os haard, saa lægger han ikke meget paa, hvor lidet er gjort til at fortjene det. Vi bør derfor angre vore Synder og vide, at vi tugtes af Gud for vort daarlige Liv, ikke af hans Grumhed. Derfor skulle vi med Ydmyghed og sagtmodighed bøie os for ham, som han selv lærte os, saaledes: Lærer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet, og I skulle finde Hvile for Eders Sjæle. Enhver kan dog indse dette, at det er bedre med gode Gjerninger at ty til Guds Miskund, end med Uraad at styrte sig i Djævelens Hænder. Jeg vil, at I skulle love mig, alle villigen at gjøre, hvad jeg raader til. Vi skulle alle paakalde Guds og den hellige Jomfru Marias og den hellige Kong Olavs Miskund med hellige Bønner. Kongen endte sin Tale saaledes, at de strax gjorde Haandfæste og Vaabentag til dette Løfte, efter Kongens Forsagn. Og saa forfærdelig hvast Veiret var, da Kongen begyndte at tale, saa at neppe engang de, der stode nærmest, kunde høre, gjorde Gud dog en saa snar og herlig Miskund mod dem, da han havde fremsagt Løftet,