gende Maaneder marscheret nordover gjennem Sveriges vestligste Dele lige op under Kjølen, var gjennem Stjørdalen (hvor nu Jernbanen gaar) trængt frem mod Nidaros og havde været heldig nok til at blive Herre over Byen og blive hyldet som Konge paa Ørething; men da ved Efterretningen herom Magnus og Erling kom med en Hær tilsøs mod Throndhjem, maatte Sverre vige, han gik sydover Dovre og spillede en Stund Mester paa Oplandene efter Kampe mod de oplandske Lendermænd. Men da skynder Erling og Magnus sig til Viken, samler sine Mænd her og rykker nordover mod Mjøsegnene; Sverre maa altsaa atter vige for Overmagten, og da Throndhjem i Nord og Viken i Syd er besat af Fienderne, vender han sig mod Vestlandet, som han haaber at finde ubeskyttet. Han kommer heldig over Fjeldet (Filefjeld), slaar en Bondehær, som har samlet sig i en farlig Fjeldpassage ovenfor Lærdal (Gallerne ved Seltunaasen), og rykker frem til Lærdal, hvor han haabede at skaffe sig Skibe for at gjøre et Forsøg ad Søveien mod Bergen. Men ved selve Lærdalsøren møder en af Kong Magnus’s Høvdinger (Assur Balle) op med 25 Skibe, og skjønt han ikke gjør Landgang, er hans Tilstedeværelse tilstrækkelig til at tvinge Sverre til at opgive sin Plan. Skjønt egentlig ethvert Haab om at vinde Bergen ved en overrumpling nu burde være opgivet, vil dog Sverre gjøre et sidste Forsøg mod Bergen ved at drage Landveien fra Sogn over Voss til Bergen. Ogsaa dette mislykkes imidlertid. Rigtignok naar hans skare uhindret frem til Voss, men her bliver han 28de Oktober overfaldt af de forenede Vossinger, Sogninger, Haringer og Søndhorder, som saaledes allerede er underrettede om hans Ankomst; og skjønt det første Anfald paa Bønderne er
