den samtidige Jonas Ramus. Ham er Miltzow langt overlegen.
Af Eftertiden har Presbyterologien nydt temmelig megen Paaskjønnelse. Torfæus har indtaget en Del deraf i den (forresten efter Peder Claussøn oversatte) Norges Beskrivelse, hvormed hans store Verk indledes.[1] Senere udtalte han det Ønske, at alle norske Provster maatte efterligne Miltzow.[2] Bogen fandt ogsaa baade en Oversætter og en Fortsætter. Cancelliraad og Præsident Henrik Willemsen i Bergen[3] lod i 1753 Miltzows Bog oversætte paa Modersmaalet ved en forøvrigt ubekjendt Mand, Thomas Meyer. Oversættelsen, der endnu er til, blev i 1884 (dog med Udeladelse af, hvad der vedkommer Hardanger) trykt i et Localblad.[4] I Maanedsskriftet „Det Bergenske Magazin “, hvoraf fra Sept. 1772—Juni 1773 udkom ti Hefter, (redigerede af Henrik Bryssel Middelthon, Hører ved Bergens Skole) optoges (S. 247—267, 333—355, 359—391) et med Kyndighed udført Supplement, hvorved Efterretningerne om Voss’s og Hardangers Præsteskab førtes ned til 1773. Dette Arbeide var paabegyndt af den af Bergens Stifts Historie fortjente Christopher Frimann og fuldendt af Marcus
- ↑ Hist. Rer. Norv. I. p. 74.
- ↑ J. Erichsen, Tormod Torfesens Levnetsbeskrivelse, Kbhvn. 1788. Aftryk af Minerva) S. 132. En af Bergens Stifts Geistlige, der virkelig synes at have fulgt Miltzows Exempel, var Mag. Ivar Leganger, Sognepræst til Vik i Sogn 1657—1702. Han stod i Brevvexling med Torfæus og forfattede selv en „brevissima Sogniae chorographia“, der tillige med hans Breve er trykt i Torfæana, Hafn. 1777. 4to. (p. 150—182). Leganger skriver i Anledning af Miltzows Død med stor Anerkjendelse om ham. (Torfæana p. 167). Se om Leganger Ill. Nyhedsbl. 1859, No. 1 og Familien Munthe, S. 135 fgg.
- ↑ Han omtales i Norske Magasin, III. S. 331 fgg.
- ↑ Søndre Bergenhus Amtstidende (udk. paa Vossevangen) 1884, No. 1 fgg. Haandskriftet skal, saavidt jeg ved, findes i Voss’s Sognepræstarchiv.
