Arnold de Fine havde været deres Rector, tør være muligt, men med Bestemthed vides det ikke.
Saalænge de gamle norske Love vare i Kraft, kunde Kjendskabet til vort Oldsprog ikke ganske uddø, thi hvor mange uvidende Lagmænd man end havde, gaves der dog vistnok altid enkelte, der holdt Traditionen nogenlunde vedlige. Efter 1604 maa denne imidlertid utvivlsomt endnu mere være bleven svækket, og deres Antal, der have kunnet læse de endnu her i Landet i ikke liden Mængde bevarede Oldskrifter, har sikkert været ringe. Netop i den første Menneskealder efter Indførelsen af Christian den 4des Lov var det ogsaa, at den store Ødelæggelse foregik af saadanne Bøger, hvorom Fogedregnskaberne have bevaret et mærkeligt Vidnesbyrd.[1] Enkeltvis gaves der dog fremdeles dem, som — efter al Sandsynlighed paa egen Haand eller idetmindste med liden fremmed Veiledning — lagde sig noget efter det gamle Sprog, og disse faa fandtes vist især blandt Præsteskabet. Et Exempel herpaa har været Præsten i Os Jens Loss († 1668), om hvem Gert Miltzow selv beretter, at han var en god Kjender af det gamle Sprog.[2] Hos saadanne Mænd er da et og andet af de Haandskrifter bevaret, der undgik uvidende Menneskers Ødelæggelsen Hvad der vist i særegen Grad har hjulpet til, at en liden Gnist af Kundskab i det gamle Sprog holdt sig, var den praktiske Betydning, som gamle Skindbreve, især de, der angik Grændser mellem Eiendomme, og overhoved
- ↑ Se P. A. Munch, Levninger af norsk Oldliteratur, opdagede i det norske Rigsarchiv, i Norsk Tidsskr. for Videnskab og Literatur, 1 (1847), S. 25 fgg. De der beskrevne Fragmenter ere alle indsendte i Tiden 1610—1638, paa et nær, der er indsendt 1603.
- ↑ Johannes Loss, vir multa eruditione conspicuus, antiquae linguae patriae ejusdemque monumentorum longe peritissimus. Presbyterol. p. 29—30.
