1. Den nyere Benævnelse Norge er kun en Fordreielse af det gamle Norvegr ɔ: den nordlige Vej, ogsaa kaldet Noregr, hvilket endnu (udtalt Norig) er det almindelige Navn i vort Folkesprog. Den gamle Benævnelse har, besynderligt nok, bedre vedligeholdt sig blandt fremmede Nationer; af det angelsaxiske Norvege stammer nemlig det engelske Norway, der ligefrem svarer til vort Norvegr; det tydske Norwegen, og det i Middelalderens Latin brugelige Norvegia. Det er sandsynligt, at Navnet har fulgt Nordmændene fra deres ældste Opholdssteder i det østlige Europa. Bestemte Grændser fik Norge først, efterat alle Smaariger, hvoraf det bestod, ved Harald Haarfagres og hans nærmeste Efterfølgeres Bestræbelser vare forenede til et Heelt, paa samme Tid som Naborigerne Danmark og Sverige ogsaa consolideredes, hvorved naturligviis Spørgsmaalet om Grændseskjellet mellem de tvende Riger idetmindste med nogenlunde Bestemthed maatte blive afgjort.
Paa een Kant vedbleve dog Norges Grændser at være ubestemte indtil langt hen i Tiden, nemlig paa den nordøstlige, hvor Nordmændene allerede meget tidligt tilegnede sig Herredømmet over Finnerne eller Lapperne, der maatte betale dem Skat. Egentlig skulde vel Benævnelsen Norvegr ophøre, hvor Landet ophørte at være beboet udelukkende, eller for den største Deel, af Nordmænd, og dette Punkt synes indtil langt hen i Tiden at have været hiinsides Øen Senjen, ved Begyndelsen af Malangerfjorden; thi der begyndte paa Søsiden Finmarken (Finmörk ɔ: Finnernes Skovstrækning): saa kaldtes med et Fællesnavn alle de øde Strækninger, hvor kun Finnerne droge frem og tilbage med sine Rener. Men da efterhaanden Finmarken begyndte at betragtes som en integrerende Deel af Norges Rige, udstraktes ogsaa tillige Norges Grændser saa langt som Finmarken antoges at strække sig. Dette var langs Nordiishavets Kyst og fremdeles langs den vestre Side af det
