Henriette. „Carl er god nok, men det er et forunderligt Menneske, som det dog neppe lønner Umagen at beskjæftige sig med; han er lidenskabelig og raae, og han troer ofte — — —“ Jeg hørte Intet mere; de vandrede mig hurtig forbi; jeg rystede over mit hele Legeme og mine qvalte Taarer styrtede frem. Luret havde jeg dog ikke. Ak, hun kaldte mig raae! Jeg er blevet det af den Grund, og jeg siger Dig, at mit Liv er forspildt. Et Par Dage efter, forlod jeg min Onkel; Ingen anede hvorfor. Kun Marie græd virkelige Taarer, da jeg forlod hende; jeg havde været dette Barns Lærer. Ud paa Efteraaret giftede Henriette sig og flyttede med sin Mand til Kjøbenhavn. Jeg har ikke seet hende siden. Men jeg fik igaar vide, at hun var kommet hid, og derfor ilede jeg til Fiskerhytten, thi jeg frygtede Virkningen af et Møde. Jeg veed jo at hendes Indflydelse paa mit Sind er uberegnelig. Nu kan det, der er gjort igaar, ei forandres.“
Carl taug; thi Taarer qvalte hans Stemme. Disse Taarer vare de sidste, han offrede en varm, dybt miskjendt Følelse. Hvad Hjertet har omsluttet i syv Aar er groet sammen med det. „Mit Liv,“ vedblev Carl, „blev forbitret og vildt; det er dig nok, naar jeg siger, at det var min Pligt at ægte Marie, hvis Svaghed for mig, jeg allerede sporede, da jeg var hos min Onkel.“
Carl stirrede ned for sig med det egne bitre Udtryk, der var blevet Hovedtrækket i hans smukke Ansigt. Vor Baad var gleden frem mod Ladegaardsøen, Maanen lyste
