Side:Herre - En Jægers Erindringer.djvu/72

66

sang en Barkarole, sagte Aareslag blandede sig med Melodien. Jeg reiste mig og saae hen over Elven; der sad Henriette igjen i Baaden og saae ned for sig, medens hendes Sang lød hen til mig. Den danske Mand sad bøiet mod hende, og hans smukke Stemme smeltede sammen med hendes. For hvert sagte Aareslag, der førte dem nærmere til mig, bævede jeg; thi jeg vilde ikke have tabt denne underlige Salighed for Meget. Kun paa Henriette og hendes Fremtids Lykke tænkte jeg nu, og jeg vilde have offret mit Livs Tilfredshed forat der aldrig skulde lægges en Skye paa hendes Pande. Kun eet egenkjærligt Ønske blandede sig med min rene Hengivenhed for hende, og det var, at hun skulde holde, hvad hun engang havde lovet, ei at glemme mig; men jeg vidste, at dette ikke vilde skee, og deri laae disse Øieblikkes Bitterhed. Baaden landede ikke tredive Skridt fra mig, jeg saae hvorledes hendes Forlovede tog hende om Livet og hjalp hende op paa Bredden. Hun støttede sig ved hans Arm, og de vandrede tause og sagte henimod Træerne hvorunder jeg stod. „Denne Aften er saa rolig,“ sagde Henriette, „og Elven er her saa smuk; lad os standse her et Øieblik.“ Hun lænede sig til hans Skulder; de talede ikke. Kun kort stode de her; da nærmede de sig den Træklynge, der skjulte mig. „Her reddede Carl engang mit Liv,“ sagde hun, men i en ligegyldig Tone. „Du har fortalt mig det før,“ svarede hendes Forlovede, „men hvorfor var han ikke hos Præstens iaften?“ „Jeg veed det ikke,“ sagde