i Panden og bidrog til at udhæve det ved Uveiret og Arbeidet fremkomne Udtryk af Slaphed, der rimeligviis ikke var eiendommeligt for ham, naar han var udhvilet. Da jeg havde gjengjældt hans Hilsen, sagde han, idet han spyttede i Næven og fortsatte sit Arbeide:
„Det er ondt Veir at jagte i idag.“
„Det er ikke værre at jagte i end at hugge i,“ svarede jeg. „Men hvad mener du, om vi tog os en Dram i sligt Veir,“ tilføiede jeg for at indlede en Passiar med ham.
„De skulde ikke give bort Brændevinet Deres,“ sagde han, idet han rettede sig fra sit Arbeide, løftede Hatten og strøg sig med Bagen af Haanden over den vaade Pande; „De kunde have det nødig selv i Dag.“
„Jeg skal ogsaa tage mig en; jeg tænker, vi kunne have den nødig Begge. Men siig mig, spurgte jeg, idet jeg rakte ham Jagtflasken, hvem eier alle de Stokke og Snarer, som nu staae her?“
„Ja, De maa nok undres paa det,“ svarede han, da han havde taget en dygtig Slurk af Flasken,“ han er nok ikke stort kjendt her over Marken, men ellers er det denne Hjerpe-Hans, som har sat op al denne Djævelskaben og alle disse Greierne bort over al Marken. Der skal ikke blive megen Fugl tilovers for Trehørningskarlene nu skal jeg troe.“
„Hjerpe-Hans? Ham har jeg aldrig hørt tale om før. Boer han her i Nordmarken?“
„Nei Gu, han er da fra Ringerige; men ellers kalde
