saa kom nu Baana.
Morgenroes, Lillegreen,
Maaneblank, Litagoe,
Aftenpriis, Altidreen,
Stjernehvid, Stilleroe,
Svartblank, Dronninga,
Rødbryn, Prinsessa,
— — — og Stuten da,
saa kom nu da.“
Ja, det hørtes næsten som et Vers, og da hun nævnede den Sidste, skottede hun hen til mig, og, som om hun ikke vilde lade mig dvæle ved hendes Lokning, sagde hun: „Er ikke her vakrere, end paa de andre Sætre?“ „Jo, du har ret mit Barn“, sagde jeg, „her er smukkere og bedre end noget andet Sted.“ „Ja“, sage hun, „for her kan jeg see den hvide vakre Midtskovbygning.“ Herregud“, tænkte jeg, „hvor Du er nøisom med smukke Bygninger“. Hvilken Jæger kjender ikke denne simple Plads, som ligger midt paa Krogskoven. Aftenens Deilighed laae omkring hende, og hun saae den ikke; men Midtskovpladsen dannede et lysere Punkt i Landskabet, og kun paa dette Parti havde hendes lyse Øine dvælet, naar hun i de lange, eensomme Dage vogtede sine Kreaturer.
Det er September Maaned; Dagen er kortere, Natten længere, men stjerneklar og kold; Birken gulner, men vor
