man kan tænke sig af menneskelig Bolig. Den ligger, omkrandset af den vilde Skov, midt paa den grønne Sætervang; hvor man vender Blikket hen, seer man den eviggrønne Skov, og over den de mægtige Fjeldmasser; men om Du forvilder Dig i disse dunkle, rolige, sammenvoxne Skove og træffer en Sæterpige, da vil hendes medfødte Instinct lede Dig ud af dem, om hun endog selv aldrig før har været der.
Alt, hvad der, foruden Kjøreler og Melkespand, findes i Sæterpigens Hytte, er en Krak og en Seng, og i det ene Hjørne Peisen eller Skorstenen. Hun har ikke et Skaar af et Speil, hvori hun kan see sin egen Frodighed, men paa solklare Dage speiler hun sig i Bækken. Hun kjeder sig aldrig, thi hun ved ikke hvad Adspredelse er. Der er hos hende en usikker Anelse om, at der er noget Smukt i Naturen; men kuns, hvor hun øjner lyse Partier og Udsigt til Folks Boliger, kan hun opdage dette. Jeg stod en Aftenstund ved Nordsætervangen paa Krogskoven. Himlen var saa gjennemblank, Solen sank blussende rød ned bag Krogkleven, de lange Skygger laae over Vangen, og Skoven var saa dyb og uigjennemtrængelig. Hvor jeg vendte mig hen, saae jeg den nordiske vemodige Pragt omkring mig. Sæter-Pigen stod ved min Side og lokkede med de eiendommelige Fjældtoner paa sine Kreaturer:
„Kom alle Baana,
saa kom Baana da;
kom nu Brynhilda,
