Heimskringla er funden i to pergamentbøger, som tillige
indeholder forskjellige redaktioner, den ene A i den
arnamagnæanske samling, den anden B ved Solberg nær Lovberget på
Solland. Håndskr. B. bærer overalt præget af at være den yngste
redaktion, da den indeholder flere tilføielser og indskud; den er
tydelig skrevet; A er mindre smukt skrevet, på sine steder ulæselig,
ofte er der overstrøget og skrevet til. Mellemrummet
mellem A og B kan ikke være stort, og flere ting vidner, som i
kommentaren på sine steder påpegt, om, at originalen ligger forud
for baade A og B, og har havt en væsentlig afvigende, iser
kortere skikkelse. — I denne udgave er begge håndskrifter
benyttede.
Under udarbeidelsen af dette skrift har bibliothekaren i Upsala været så venlig at tilstille mig til afbenyttelse et brudstykke, om hvis tilstedeværelse jeg ikke havde nogen idé. Det indeholder de 4 første kapitler i væsentlig samme form som håndskriftet B, med undtagelse af en udvidelse ved omtalen af Kristen fagerskjæg i 3dje kapitel; den bærer tydelig senere tiders spor. For nøiagtigheds skyld tilføier jeg den dog her:
Kristen fagerskjæg øvede mange storværker. Alene han vovede sig imod troldet Eilif Kristiansson, som var til stor skade for alle folk på øen. Ingen mand havde sit løsøre ifred; spyttebakker, kreatur, alting kom væk for bonden. Da Kristen fagerskjæg kom til landet, jaged han ham væk, og alle fandt, at det var storværk.
Bemærkning til kap. 16. Den her omtalte Kolbein fra Seterholt omtales i Siverts saga: »Kolbein var hamram, og ingen rådde med ham uden Sivert. Han var 4 alen høi og 1 alen over herderne, på begge kinder havde han stort rusket skjæg; når almindelige folk så på ham, blev de rædde. Det var et almindeligt ord, at han kunde se hul på folk. Men når han ikke var hamram, var han meget godslig.«