Til det Paradisiske ved min Hjembygd hørte ogsaa, at jeg var Almuens Yndling. Endnu blomstrer denne Kjærlighed som Vintergrønt’et i den øde Have. Og jeg elskede de gode Folk igjen, og jeg gjør det endnu, endskjøndt denne lidenskabsløse Kjærlighed har bragt mig flere Ulykker og ladet mig begaae farligere Daarskaber end hiin sværmerske, hvis Magt til at dreje Hovedet om paa Folk man har seet Prøver paa.
„Holloi! Hei!“ raabte en ægte Jydestemme efter en Officeer og mig paa en Ridetur en smuk Sommeraften just som vi havde passeret den majestætiske Allee til hiin velsignede Nabogaard. „Holloi! have Mherrer slig Hast?“ lød Røsten atter fra Jordet ved Siden af Vejen med den hule Hæshed, som røber, at man har ført et raskt Liv i Ungdommen.
Det var den daværende Ejer af Gaarden, som raabte os an, ilende til Gjærdet fra sine Slaattefolk for at invitere os ned til en Eftasvel. Og en Eftasvel under de store Træer hos denne yderst gjæstfri og vittige Mand og i de gode Gamles Nærhed, var Noget jeg satte høi Priis paa. Han havde ligesiden min Konfirmation været min kjæreste Omgang, ja jeg satte ham høit mellem mine Venner, og at han nærede oprigtig Hengivenhed for mig, derom var og er jeg overbeviist. Han var den første voxne Mand, som havde drukket
