Dus med mig før jeg var bleven Student, og han fik mig til at dandse paa min Konfirmationsdag ved at hviske mig i Øret, da han saae hvor forhippet jeg var derpaa: „For de Rene er Alting rent.“
Men nu! Havde han budet mig Dagen før, havde jeg strax sagt Tak og gjort omkring. Men nu — til Tak for den artige Indbydelse bruser jeg ud, med Blodet pumpet op i Panden: „Nei Tak for mig! Mellem os maa det være forbi, Hr. Palle, siden jeg hører De er saa haard imod Almuen. Fy for Fanden o. s. v.“ Det ene Ord tog det andet. Udtrykkene fra begge Sider stege, ligesom sammenhvirvlede Blade i en Hvirvelvind, indtil de forsvandt, ligesom disse i Luften, udenfor Sprogets Omraade i Tvi’er og alskens paa Stedet opfundne Interjektioner. Tænker man sig Mundhuggeriet som en Bue, dalende i udtømt Mathed, da befandt Udtrykkene „Blodsuger,“ „forvorpne Dreng,“ „fordømte Jyde, som skal komme her og gifte sig ind i en agtværdig Familie“ og andre deslige sig allerede i Nedgaaende.
Men pludselig skyder der sig to grønne Straaler, som jeg aldrig havde seet før, ud af Hr. Palles smaa plirende Øine. „Hans, Gulbrand, Ole, Peter, Jakob hid hid!“ raaber han til sine Folk. „Have I hørt hvad han har sagt?“
„Ja, at I er en fordømt Blodsuger,“ brølede jeg, figurerende chevaleresk med Hest og Ridepidsk.
„Naa! Det er saa meget som I høre paa,“ lagde han til, tørrende Fraaden af Munden. „Det er nok. De skal høre fra mig, Hrr. W.“
Allerede samme Dag troer jeg Stevningsmændene indfandt sig. Stevningen blev vel ikke forfulgt; men
