om jeg stod her og forlangte min ret, og jeg indskrænker mig derfor til at be om den — jeg indskrænker mig til en henstillen.
Men jeg venter ikke, at De skal imødekomme den henstillen. Der gives i vort sprog noen udtryk, som det lader til at De, højstærværdige herrer, ligesom vore øvrige domstole, er ligesaa glade i, som de er mig forhadte —: „det maa antages“, „det formenes“, „retten finder“ osv. osv. — altsammen udtryk, som ingen anden mening og hensigt kan ha end den at skulle dække over en manglende begrundelse. — Jeg venter at finde disse udtryk igjen i Deres domspræmisser.
Imidlertid, højstærværdige herrer, skulde det mod formodning ske, at De alligevel efterkom højesteretslovens bud og virkelig gav eller forsøgte paa at gi hørlige præmisser for Deres dom — ja da har jeg endnu en henstillen at gjøre til Dem, og det er den —: enten aabent og ærlig at tilstaa, at De ved dommen over mig ifjor og over Chr. Krohg iaar bevidst har sat lov over grundlov og altsaa begaaet et bevidst grundlovsbrud — eller ogsaa nu iaar, da De anden gang dømmer min bog, at gjøre godt igjen, hvad De ifjor forbrød mod højesteretsloven, ved ialfald denne gang at gjøre et forsøg paa at vise, at
