skulde løbe af med Deres forstand iaar end ifjor, og derfor saa er jeg fuldt forberedt paa, at som De ifjor dømte mig stik imod grundlovens klare bud, saa vil De iaar dømme mig stik imod al sund fornuft og stik imod alle strafferetslige begreber.
Over for den følelsernes logik som fører Dem til dette resultat staar jeg fuldstændig magtesløs. Jeg kjender ikke disse forældede følelsers logik, og kan altsaa ikke finde det punkt i den, hvor den muligens lod sig angribe med den virkning at De lod Dem om stemme. Hvad jeg kan gjøre er derfor kun det ene: at henstille til Dem, naar De nu dømmer mig, da ialfald saa vidt at overholde simpel juridisk decorum, at De idetmindste forsøger paa at levere en mere eller mindre hørlig begrundelse af Deres dom.
Det er forøvrigt kun en henstillen.
Vel véd jeg at De efter højesteretsloven er pligtige til at begrunde Deres domme, og jeg har altsaa ret til at forlange at De efterkommer dette højesteretslovens bud. Men, højstærværdige herrer, hvis De ikke vil gjøre Deres pligt, ikke vil gi mig denne min ret, saa kan jeg jo ikke tvinge Dem; — jeg har ingen rigsret at sende Dem paa halsen. Jeg vilde altsaa ikke ha fast grund under fødderne,
