sig en storm af indignation —: der faar være maade med sjofelhed ogsaa, vilde man ha sagt. Det vidste hr. Sørenssen, og tiltalen blev ikke rejst.
Men nu, 16 maaneder efter, nu var situationen en anden. „Aftenposten“ og noen andre blade havde nu fortalt publikum historien om de falske titelblade — disse stakkars titelblade, hvis hele hensigt var, og hvis hele bestemmelse blev den, at ligge nede i kasserne mens de førtes over grænsen, for om toldvæsenet skulde finde paa at aabne dem. Bladene havde fortalt dette paa en maade, saa selv min ven, Fritz Thoulow sa, at ja nu burde jeg ha ordentlig straf, for falsk, det fik man la være. Hele publikum havde det indtryk, at jeg mindst havde gjort noe, som svarte til at skrive falsk. Nu var altsaa tiden til at rejse den anklage, man ikke havde vovet at rejse 16 maaneder i forvejen — og saa kom den da.
Men jeg sad og smilte. Jeg vidste jo, at nu kom den for sent; nu var forbrydelsen præskriberet; præskriptionstiden for denne forbrydelse var jo bare et aar. Se, det havde hr. Sørenssen glemt. Og referenten i byretten havde heller ikke vært opmærksom paa det, og da forsvareren gjorde opmærksom paa
