lig, at man straffer os atpaa. „Kan trykkes. Rejersen“ er et stort fremskridt fra dette. Og er allerede „Kan trykkes. Rejersen“ en skjændsel for et land — hvor meget mere da ikke en presselovgivning som vor med denne forordningsparagraf. Ganske vist: §en har vanskeligt for at naa sin skjændige bestemmelse; men, skal det blive skik og brug her i landet, at sædelighedsformænd ustraffet faar lov til at stjæle bøger fra trykkerierne, og at justitsministre, istedenfor at sætte saadanne sædelighedsformænd under tiltale for tyveri, benytter sig af tyvekosterne til at lægge sig paa lur efter vedkommende bøger, — saa vil det slet ikke bli saa vanskeligt endda for bestemmelsen at naa sin infame hensigt. Og derfor, højstærværdige herrer, saa fandt jeg mig forpligtet til aabent at erklære, ved tilførsel i øvrighedens egen protokol, at den bestemmelse vilde jeg ikke adlyde. Og jeg gjorde det ganske trygt. Jeg vilde nemlig se paa, om Justisministeren voved at rejse tiltale mod mig for det. — Han voved det ikke. Mod Askeland og konsorter voved han det; mod mig voved han det ikke. Jeg skal si dem hvorfor. Det var dengang afskyresolutionens tid, og der vilde ligeoverfor en saan tiltalebeslutning ha rejst
