Og bag hele denne ubehagelige bevægelse
saa hr. Sørenssen to hoder: et gult og
et sort —: Chr. Krohgs og mit. Vi stod for
ham som repræsentanterne for den retning,
som havde fremkaldt den ubehagelige
bevægelse. Og netop som bevægelsen havde
naad sit toppunkt i det store Albertinetog,
saa var det, at Stiftamtmanden sendte ind til
Justitsministeren det forhør han havde lat
opta over mig i anledning af de svenske
affærer — med spørgsmaal om, hvorvidt jeg
skulde sættes under tiltale.
— Aa ja vist skal han saa, ja! sa Justitsministeren — og paa den maade var det, højstærværdige herrer, at denne taabelige tiltale blev rejst.
Nu, jeg kunde jo ikke andet end smile ad denne tiltalebeslutning; og jeg indrømmer, at det var et ondskabsfuldt smil. Jeg søgte altsaa slet ikke at formilde den vrede herre; tværtimod. I „Impressionist“ Nr. 4 — et numer, som fra ende til anden er gjennemstrømmet af dyb foragt for hr. Sørenssen og hans seminaristkolleger — der stod blandt meget andet en artikel med overskrift „Personlige Chikanerier“, der lød saa:
„Igjen er regjeringen ude med tiltale mod Hans
Jæger — denne gang for at ha solgt Bohêmen i Sverige.
