Sæt, at jeg virkelig ved at udbrede min bog i Sverige skulde ha forbrudt mig mod den norske kriminallov — hvad vilde saa det si? — Jo det vilde si intet mindre, end at vi havde et norsk lovbud, som forbød udbredelsen af bøger i Sverige; at vi havde et norsk lovbud, som vilde gi sit besyv med, hvor det gjaldt at bestemme, hvad svenske borgere skulde faa lov til at læse og ikke læse. Men det er jo, højstærværdige herrer, umuligt. Thi hvilken ret skulde vel den norske stat ha til overhovedet at bestemme noe somhelst med hensyn til bvad svenske borgere skulde læse og ikke læse? Hvilken ret i al verden skulde den norske stat kunne ha til gjennem sin lovgivning at blande sig ind i ordningen af et i den grad intimt svensk anliggende! — Nogen hjemmel for en saa taabelig anmasselse lar sig ikke paavise. Den norske stat har tout simplement ingensomhelst ret til at udstede et sligt lovbud. Og har den norske stat altsaa udstedt lovbud som angaar udbredelsen af bøger, saa ligger det altsaa i sagens natur, at disse lovbud kun angaar udbredelsen af bøger i Norge. Med andre ord —: krl. 8—1 og 3. forsaavidt de omhandler bøgers udbredelse, gjælder ifølge sagens natur kun indenfor Norges riges grænser.
