bogen er kommet ud; først i det øjeblik man er begyndt at udbrede den blandt almenheden først da foreligger der en lovovertrædelse, en forbrydelse, og først da har vi adgang til at skride ind. For — der er nemlig det ejendommelige ved forbrydelser i trykt skrift, at selv om vi ser en saan forbrydelse komme, saa har vi alligevel ingen ret til paa forhaand at gribe ind for at forebygge den; vi maa vente til forbrydelsen foreligger — vi har nemlig her i landet ikke censur.“
De ser, højstærværdige herrer, at for 2 aar siden ialfald, saa vidste Justitsdepartementet meget vel, at trykningen af en bog i og for sig ikke er strafbar i Norge. Og der er ingen grund til at tro, at Departementet nu skulde ha glemt, hvad det for 2 aar siden vidste. Dertil har det høje Departement med hr. Sørensen i spidsen, i mellemtiden beskjæftiget sig altfor meget med pressesager — altfor meget højstær værdige herrer! — Og der er heller ingen grund til at tro, at Departementet i denne mellemtid skulde ha forandret sin opfatning i dette stykke. Dertil var den opfatning, som det høje Departement for 2 aar siden havde, altor iøjnespringende rigtig. For det er nu ikke noen omdisputabel ting det, højstærværdige herrer, at et an-
