pen dag, da censuren blev ophævet. Sæt nemlig, at allerede trykningen af en bog i og for sig kunde være strafbar; at det altsaa med andre ord allerede ved trykningen af en bog i og for sig kunde foreligge en forbrydelse. Hvad saa? — Jo, hvor der foreligger en forbrydelse, der har justitsen adgang til at gribe ind. Justitsen vilde altsaa kunne ha adgang til at skride ind overfor bøger før de endnu var kommet ud. Men da havde vi jo, højstærværdige herrer, da havde vi jo censur — og censur, se det er netop det vi ikke har. Siden den dag da censuren blev ophævet er trykningen af en bog ikke længer strafbar i Norge.
At det virkelig aldrig er trykningen, men bestandig kun udbredelsen af bøger, som kan være strafbar efter norsk lov, det vil De ogsaa meget let kunne overbevise Dem om ved at kaste selv det løseligste blik paa de pressebestemmelser som vi har. Lad os ta f. eks. Krl. 8—1 og og 3, som det her gjælder: Hvad de to §er vil værne om, det retsgode som de vil beskytte, det er jo, højstærværdige herrer, det er jo: almenhedens religiøse og sædelige følelser. Men der sker intet angreb paa almenhedens religiøse og sædelige følelser derved at en bog trykkes; et saant
