her gaar aldrig i verden godt! Italien staar overfor en voldsom flomtid.
Men situationen ændred sig som ved et kogleri. Jeg skal ikke her gaa ind paa de enkelte ytre begivenheder, som gik haand i haand med den ny situation. Der er i grunden bare én at nævne: da kong Umberto faldt for anarkisthaand, skaffed den nye konge sig et liberalt ministerium; der gjorde kongen et klogt greb, ventilerne kom op for høitrykket. – Men jeg springer over døgnpolitiken paa Montecitorio og partigrupperingen der – den interesserer jo ikke mer end det interesserer ikke-spillere at høre herrer efter whisten genkalde sig i erindringen, hvordan nu kortene sad; det kan nok i øieblikket ha optat sindene vældig, men det har ikke i samme mon let for at bli historisk dokument.
I de to-tre sidste aar er forandringen foregaat. Flerheden av de husvilde i landet er traadt ind som medlemmer av organiserte fagforeninger, fabrikarbeiderne, jordarbeiderne; der er udspændt et net av organisationer over det hele land. Kursen paa italiensk papir er al pari. O. s. v. Og nu har italienerne faat sin Marconi, til næring for den nationale selvfølelse. – Italien er for øieblikket roligere og mere tilfreds end det har været siden sin genreisning.
Ligefuldt er der kamp og spænding. Kam-
