skeptisk slægt, som er blit myndig og foragter staten, fordi den ingenting udretter, for dens finansledelses skyld, for landets misères skyld. Og det allerværste er, at de har ret. Saa den skeptiske skare øger; der er anarkister og socialister og republikanere allevegne, og især blandt statens egne utallige funktionærer findes de! Studenterne piber ud statens professorer rundt om paa universiteterne! Hvilken ungdom vokser der dog op! Staten blir svagere hvert aar! Hvad skal enden bli! – Og teorien om den latinske races dekadense begyndte at silre indover grænsen. – De konservative presseorganer mækred hæse og rustne i stemmen som en gammel fængselsdør: o tempora! o mores! Vi maa ha strammere karabinierer! – Bare en og anden gammel republikaner sukked sangvinsk: det er kun fordi staten blander sig op i saa alt for meget og fortar sig! Vi maa ha en anden statsform.
Og de var heller ikke faa, de som gned sig i hænderne med den husvildes skadefryd: driv bare paa, I herrer parlamentarikere; saa I faar regeret borgernes tillid til jer grundig op med roten.
Saadan var almenstemningen saa sent som i 1898–99. Og den som gik og lytted til disse udbrud, maatte tilsidst faa det indtryk: Dette
