Det er noget andet end eddaens mandig huggende: «hold ok hjarta var et horska mær». Her forresten ikke alene stanser han den episke linje, men han tvinger den baklængs ind i sig selv i hele sin længde, fortærende sig selv. – Det er en av hans yndlings-figurer. Og han øser av den samme brønd, naar han sier – saavidt jeg mindes, om en tempel-ruin – at den er «mirabilmente grande e grandemente mirabile» (beundringsværdigen stor og storligen beundringsværdig), eller om en mand: «sommamente chiaro e chiaramente sommo» (storligen berømt og berømmeligen stor). Han kan utarte til yr ordsmed, som naar han i et brev til sin fiende Franco varierer skjeldsord paa stammen «povero» (stakkar): «povretto, poverello, poveraccio, poverino!» Og hans retoriks svulmende aandedræt forleder ham til billeder som: «fiske med tankens angel i hukommelsens sjø», «stagge hidsighedens mund med kløktighedens bit», «bisætte haabet i de svekne løfters urne» osv. osv. Den slags kalder vi kort og godt svulst; men derfor har den likefuldt sin psykologi, – og det er den vi her har med at gjøre. – Den samme lungens svære trang driver ham ogsaa til at søke hen til nøitrale uttryk, som «det gode» for godhed; oprindelig gjør det uttrykket intensere, livfuldere, fordi det konkretiserer. Han skriver «il essere sospeso» (det at være i tvil) for tvil o. l. Uten at der selvfølgelig
