traadte frem, av sin samtid som en befrielse – «rotto i lacci e le catene delle cose» (idet tingenes baand og lænker sprængtes). Og nye kunst-termini opstod – «capriccioso», «bizzarro», «stravagante» o. l. – Men bevægelsens fart tiltar. Lys og skygge gjælder snart mer end linjer og form. – Og efter kraftforbruket falder man sammen: deres skikkelser flyter efterhaanden ut i bare kjøt, siger saa tunge til jorden.
Slik omtrent er den sedvanlige karakteristik av den italienske baroks stræben. Men dermed er allikevel intet konkret sagt om denne gjærings sjælelige aarsak og maal, om denne mystiske uros væsen. Vi er med andre ord like kloke, og spør fremdeles: Hvad var det ved den foregaaende kunstperiode, ved «renæssansen», som fødte misnøie?
Ved renæssansen gjør der sig forskjellige synsmaater gjældende. Forhenværende skolekompendier la megen vegt paa Konstantinopel’s erobring: efter den satte renæssansen egentlig ind. Paa det vis frakjender man jo i grunden bevægelsen al oprindelighed. – Saa er det Jacob Burckhardt og de som følger ham. Han advarer vistnok imot at opfatte renæssansen som efterligning av antiken, men han blir dog sittende fast der i sin almendefinition av retningen: Uten antik ingen renæssanse, ingen selvhævdelse, ingen menneskeaandens frigjørelse! Rigtignok henviser han
