de nye maal er uløselige; der er ogsaa den mulighed at der er færre kunstnere som holder maal, fordi maalet er større. Men det er jo ikke det samme som forfald. Barokken nemlig trak frem sider og skimtet maal hvorimot man stirrer den dag idag.
Alt virkelig omslag i kunst, og da ogsaa dette som man kalder barokken, er generelt set resultat av higen, av gjæring, som atter skriver sig fra utilfredshed og misnøie med den kunst som er, eller med den nærmest foregaaende kunsts former. Forsaavidt optræder «barok» i en eller anden periode ved al kunst, som psykologisk og almenmenneskelig nødvendighed. Man taler da ogsaa i virkeligheden om barok i antiken, i gotiken. Med andre ord, den er ifølge væsen noget som kommer indenfra; den er ikke import. Allerede ut fra den generelle betragtning blir det skjær usans, naar en ældre italiensk kunsthistoriker, Ricci, utleder barokken fra Orienten, indvandret over Sicilien og Neapel til Rom. En tysk forfatter, Strygowski, som forresten løper løpsk i den motsatte retning er dog paa rettere vei, naar han mener den i sidste instans kan føres tilbake til – folkevandringen, idet han sier at hvad gotiken blev for den germanske kristenhed, blev barokken for den romerske kirke og nutiden, og ikke uten i sammenhæng med samme gotik. – Barokken synes mig i det hele stedmoderlig behandlet i kunsthistorien;
