Denne siden er korrekturlest
Til Kirkestevne møder han ei,
og gaar ei i Folkets Fjed,
men over den vildeste Klippevei
han kommer til Bygden ned.
Hans Gods er lidet og let at flytte;
han følges med Elg og Ren.
Til Herberg har han en snæver Hytte,
muret af Urens vældige Sten.
Men kommer han end fra Fjeldenes Ørk,
han samler dog Folk i Flok,
og er hans Hu tungsindig og mørk,
han vækker dog Glæde nok.
Som Fyrrens Krone i haarde Vinde,
som Løv i den sene Høst,
saa bæver Stuen, hvor han er inde,
af Dands og Latter og alskens Lyst.
Og derfor samles paa Tyristrand
de jublende Skarer nu,
og holder denne Gang Gulvet Stand,
det brister ei let itu.
