Side:Halvhundrede Digte.djvu/145

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Til Fjeldet flyttedes Kirkens Klokke,
og rørtes paa ſjette Nat,
og Bygdens Folk i ſpredede Flokke
ſøgte den Tabte i Ur og Krat.

Til Slutning blev mod en Klippehal
en ſøgende Skare ført;
thi der lød Spil med et Tonefald,
hvis Mage var aldrig hørt.
Paa mosdækt Sten ſad Harald den lille,
med Gigen til Kinden lagt,
og traadte Takt, og vedblev at ſpille,
til Mængden førte ham bort med Magt.

Og ſiden har han vandret omkring
i alle de lange Aar,
og øvet de mange kunſtige Ting
paa Fjeld og i Bondens Gaard.
Der ſiges i Dalene allevegne,
hvor Harald ved Arnen ſad:
„Huldren har tryllet Harald fra Reine,
Harald fra Reine er aldrig glad.“