endnu grønt, men Marken var rimet, og det laa Is paa Vandpytterne, og Frosten var altsaa givet, da Himlen var klar. Der blev nu skaaret og bundet og lagt i Haug, saa Axene eller Toppene af Baandene laa ind, og skjønt Arbeidet gik paa bare Livet, var det kun en liden Del af den vakre Ager, vi fik skaaret og lagt sammen til Skydning af Isen, førend Solen kom med sine Straaler og endte vort Arbeide, og forvandlede det gjenstaaende Korn til Mask. Men vi glemte aldrig at takke og prise og tilbede den gode og almægtige Gud i Jesu Christi Navn, hvordan Aaret end faldt ud. Vi saa i de gode Aar en Guds Naade og Velsignelse og i Misvæxtaarene en Straf for og Paamindelse om Synden. Jeg kan ikke sige vore Synder, thi den Gang var jeg saa uskyldig at jeg ikke havde Bevidsthed om at have syndet. Og mine Forældre og Søskende førte et i mine Tanker saa strengt redeligt, sædeligt og christeligt Liv, som jeg syntes rimeligt at vente af Mennesker. Min Tro var altsaa den Gang noget jødisk. Senere fik jeg dog Prøver paa, at der i vort Hus ogsaa var Skrøbeligheder og Synd, og at vi ikke kunde gjøre Regning paa at staa i saa høi og fortrinlig Gunst hos Gud og Jesus, som jeg en Gang antog.
Efter Indhøstningen kom Høstpløiningen. Dette Arbeide, som jeg vistnok blev paalagt allerede fra mit 10de Aar, var let, da Jorden var løs, og Marken fuldkommen fri for Sten; men trættende var det at gaa der bag Plogen Fure op og Fure ned den hele Dag. En Høst led jeg under dette Arbeide af en meget slem Tandpine. I min Fortvivlelse gik jeg til Amund Toverud, som var Skomager, og fik ham til at trække den syge Tand ud. Han gjorde det med en almindelig Knibtang, men rev med et Stykke af Kindbenet. Jeg troede, at hele Hovedet var gaaet af, saa ondt gjorde det, naar han rykkede til. Følgen af denne Tandtrækning var en Betændelse i Kindet, som bandt mig til Sygeleiet i lang Tid og nær havde kostet mit Liv, idet Halsen holdt paa at gro igjen af Hævelsen.
