Skuren begyndte med at nappe Lin, og dernæst skar
vi Ageren, hvilket altid skede med Ljaa af samme Slag som
den, man slaar Hø med, naar undtages, at der var fæstet en
Bue, dækket med Næver, der dannede et Bret, som lagde Kornstraaerne
i jevne, pene Lag. At skjære, optage og binde hurtigt
og pent, fordrede Behændighed og Øvelse. Den, som skar,
maatte gjøre det saa, at han ikke slog Korn ud af Axene, og
den, som tog op og bandt, maatte lægge jevne Baand og ikke
have Ax andre Steder end i Toppen. Naar Ageren laa, var
Skjæringen meget vanskelig. Jeg syntes ellers, naar jeg var
kommen op i 14–15 Aars Alderen, at det var lettere at skjære
end at tage op, og jeg tog Del i og var duelig i begge Arbeider
i Slutningen af mit Ophold i Hjemmet. Det er ellers
alm., at Mændene skjære og Qvinderne tage op og binde.
Naar Kornet saaledes var skaaret og bundet, blev det sat i
Muger paa 10 Baand. Naar disse Muger havde staaet nogle
Dage, blev Baandene sat paa Stør („sneiset“) til Tørring,
som medtog 14 a 21 Dage, og saa foregik Indkjørselen. Derefter
kom Potetesoptagningen, hvori Mænd og Qvinder og
Børn tog Del. I gode Aar gav 10 Snese Lo en Tønde Korn,
og vi kunde derfor, naar vi ved Indkjørselen regnede Snesene,
hvilket altid blev gjort ved stor Omhyggelighed, paa det nærmeste
beregne Udbyttet. Den største Avling paa min Faders
Gaard gik op til gode 100 Td. Korn og 100 Td. Potetes,
og naar vi fik en saadan Høst af godt Slag og godt indhøstet,
saa var der Mad i Overflod til hele det store Hus, og Alle
vare da lykkelige og glade. Men naar ny hele denne Grøde
frøs bort, da var Tiderne tunge, og Sindene alvorlig og mørke.
Jeg mindes endnu, som om det var hendt igaar, at Fader en
Nat vækkede og kommanderede ud til at skjære Korn. Det stod
1 Fjerding fra Sæterhusene. Jeg syntes og tror endnu, at jeg aldrig har smagt bedre Vand end det af denne mærkelige Kilde, som flyder lige jevn og kold, eller rettere sagt, med samme Varmegrad baade Sommer og Vinter.
