var Amalie Bekkevold, senere Fru Wergeland og en Frøken Trosdal.
Phister og Nilsen fra Kjøbenhavn, der optraadte paa Kristiania Theater, gjorde et stærkt Indtryk paa mig; jeg synes aldrig, jeg har set og hørt et saa udmærket Spil som disse Herrers i Macbeth af Shakespear. Fru Simonsens Sang i „den sorte Domino“ og Jfr. Schwirts i „Regimentets Datter“ staar ogsaa for mig som rene Glandspunkter; „Væringerne i Myklegaard“ af Oelenschläger gjorde dog det stærkeste Indtryk paa mig, og det rørte mig til Taarer, da de hvidklædte Damer kom frem og sang: „Evig Naturen skjænker sine Gaver“. Den ovennævnte Bergersen, som jeg spilte Violin hos sammen med Student M. Nilsen, var et mærkeligt Menneske. Næst efter Ole Bull var han uden Tvivl Landets første Violinspiller, og i visse Henseender kunde han sandsynligvis maale sig med Bull; men han var en ren Særling og Raring, uden Foretagelsesevne og Kraft til at arbeide sig frem. Da jeg første Gang saa ham, boede han i en Stue til Gaden i Vaterland, hvor han havde en Slibesten, en Bænk med Barberknive og forskjelligt Værktøi, og Skrab og Filler laa Hulter til Bulter i det støvede, uvaskede Rum. Selv stod han i et Par lasede Sko og Benklæder og med en gammel islandsk Nattrøie, som hang nedover Livet udenpaa Benklæderne. Her beskjæftigede han sig med at barbere Bryggesjauere og andre Arbeidsfolk. Jeg fortalte ham da, at jeg kom for at høre, om jeg kunde faa en Time eller to ugentlig Undervisning i Violin hos ham. Men han drog paa det og syntes ikke at have videre Smaug paa denne Beskjæftigelse. „Jeg har næsten aldeles lagt Violinen tilside“, yttrede han, „da det ikke lønner sig for mig, at befatte mig dermed. Der ligger den (Violinen) nu, som De ser, ubrugbar“. „Men en saa anset Violinspiller, som De er,“ bemærkede jeg, „maatte da gjøre det bedre og have det langt behageligere ved at dyrke den skjønne Kunst, som Musikus, end staa her og slibe Barber-
