mington i haanden og nogen pund tørret rensdyrkjøt skaaret i tynde strimler om sine lænder. Men han bar ingen byrde. Sitka Charles var fri mand og kompagnon til de to fattige hvite mænd. Og hans røde ansigt blev endnu rødere av stolthet: Farvel, — du forbandede Dawson med dit ildvand og dine slette kvinder. Sitka Charles spytter paa dig! . . . Men se! . . . Han sperret de tunge øienlok op . . . Hvad var det for en fyr, som kom vuggende derborte?
De blev alle forbauset staaende. En liten slank og velskapt yngling skraadde ind paa pladsen med randsel paa ryggen, en liten dublet i haanden og et imponerende patronbelte over brystet.
Hart blev rød som en skolepike.
—Jeg tror min sjæl og salighet, det er Bessie Lecouvreur, sa han nervøst.
Det var virkelig hende. Hun kom der i sin praktiske mandlige dragt som det selvfølgeligste av verden.
—G’morn, mine herrer, sa hun skjødesløst. Staar til? . . . Færdig til avmarsj? . . .
De to mænd blev staaende maalløse, og Sitka Charles spyttet forarget.
—Undskyld, fortryllende frøken, sa Fjeld endelig. De gjør os for stor ære. Men det gaar ikke an. Mænd er mænd og faar gjøre mænds arbeide.
Sitka Charles gurglet sit bifald.
—Jeg er ikke nogen dukke, sa Bessie heftig. Og lar mig ikke vise væk. Dere trænger en kvinde. For der
