—Du blir her, sa han hæst. Og ve den, som gaar Bonanzakongen iveien.
Den unge pike faldt overende. Hun reiste sig langsomt med lukkete øine. Men da hun aapnet dem, veg Whitestone tilbake. Der var en funke av raseri i hendes øine, der skar ham som et knivsblad.
—Hund! sa hun rolig. Hvorfor blev du ikke dernede i Staterne og tygget grøt? Vi har ikke bruk for lallende oldinger heroppe. Kryp ned i jorden og gjem dine ben, Jack Whitestone! For nu er det forbi med vinterens magt. Hører du ikke Yukon synge?
Bonanzakongens hud fik en sykelig graa farve, — hans øine fløi lurende og onde rundt om i kredsen. De stanset ved Fjelds ansigt, . . . som om han vilde inprente sig det. Saa gik han hurtig ut.
Det blev et øiebliks pause. Da krummet Bessie Lecouvreur sig sammen som en kat.
—Spil, skrek hun til pianisten, spil som du aldrig har spillet.
Den bleke mand kvak til. Hans øine fik glans og fingrene fløi over tangenterne. Saa kastet hun sig ind mot den første og bedste, grep ham om livet og trak ham ind paa gulvet.
Og saa gik dansen til den lyse morgen i Johnsons saloon. Det var, som om Klondykes fanitull selv sat nede i kjelderen og hamret takten.
