—De kan gjøre som De vil, svarte Fjeld. Men papirerne er sikre hos mig, saa længe der er luft i mine lunger.
—Well, sa Creek hurtig og rakte ham konvoluten. Jeg vilde ikke si, at de indeholder særlig av værdi. Men skulde jeg bli sprængt av irlænderen derinde, saa kik paa dem. Det kunde hænde, at De vilde faa litt glæde av indholdet . . . Og saa farvel! Fy fan for en kulde!
Fjeld skyndte sig ind i hytten.
Men amerikaneren spændte trugerne paa sig og gik uten at forhaste sig hen til det laaste skur, hvorfra et ilsk vræl møtte ham. Saa tok han et stykke raat kjøt frem av sin nisteskræppe, skar det itu med kniven og slængte det ind blandt koblet med et stygt smil.
—Velbekomme, mumlet han.
Saa skraadde han ut fra den aapne plads og gik over de vældige snefaner ned mot floden, der som en hvit taake lyste frem av mørket.
Glenagans hunde hylte av matlyst. De slet i kjøtstykkerne. Ja, de aat sig døden til. Rottekrudtet æset i deres slunkne maver. Deres glubske hyl fik en biklang av mat utilfredshet, der sank til en klagende stønnen, et træt og smertelig raseri. Saa blev det stille . . .
— — — —
Da det første graa streif av den gryende dag steg over fjeldet, væltet Michael Glenagan sig ut av bænken i Kennedys hytte. Han trak pelsen tæt om sig og gik hurtig ut med den lange svøpe slæpende efter sig.
