Det var som stilheten fulgte ham. Tusener øine stirret undrende paa den forfærdelig bleke mand, som vandret frem mot bøsseløpene med to trusler i sine hænder. Ingen skjøt. Det var som om forbauselsen hadde lamslaat alle. Der stod tre kanoner færdig til at gi ild. De taug.
Da lød der pludselig en ilter stemme over stilheten.
—Det er ham. Det er Jaap van Huysmann.
Hollænderen gik i stemmens retning uten at forhaste sig. Han hævet revolverne og begyndte at fyre, hidsig og utfordrende . . .
Et ekko av geværild svarte den ensomme mand. Det knitret mot ham fra alle kanter. Der stod hvite ildtunger frem av det improviserte brystvern, og kinematograferne fanget mandens døende blik, mens han styrtet om paa siden med mangfoldige kuler i kroppen.
Den fremmede læge gik hurtig hen til ham.
—Forbi, mumlet hollænderen paa sit hjemlands sprog. . . . Min mor . . . Min fattige mor . . .
Saa vendte han sit stygge og haarde ansigt mot jorden og døde.
Guichard og hans folk kom styrtende til.
Franskmanden tok sin hue av.
—Det var allikevel en mand, hvisket han mørkt.
—Han er myrdet av sine egne, sa Fjeld. Der staar en kniv i hans ryg . . . Se . . .!
—Det er en niggerkniv, ropte politichefen forbauset. La os undersøke huset!
