Huysmann betænkte sig et øieblik.
—Well, mumlet han. Det er bedst at la den bli her. Stæng den ind i kjøkkenet!
—Jeg tør ikke, sa negeren lurende. Den taaler ikke, at jeg rører den. Herren maa ta den selv.
Huysmann vendte sig utaalmodig, grep hunden i halsbaandet . . .
Det var dette øieblik negeren Gabriel hadde ventet paa. Da han saa hollænderens brede, bøiede ryg, gik der en triumferende grimase over det mørke ansigt, en lang kniv fløi ut av hans brystlomme, han lænte sig fremover og hugget det skinnende knivsblad like til skjæftet under Huysmanns skulderblad.
Saa grep han kufferten, styrtet ned i kjelderen og lukket lemmen efter sig . . .
Hollænderen hævet sig langsomt. Han saa sig forbauset omkring . . . der gik en svak skjælven gjennem den tætte skikkelse, og øinene lukket sig.
Men han stod der endnu urokket, mens de overskaarne aarer i hans lunger suste sin dødssang gjennem hans haarde sind.
Og ulmerdoggen saa forbauset paa ham.
Da aapnet Huysmann sine tunge øine. De svømmet i blod; men der stod en jernhaard beslutning skrevet i de skarpe pupiller . . . Som en søvngjænger gik han frem, hans knær svigtet ikke, hans hænder mistet ikke taket paa revolverne . . . Han slet de tykke jernstænger fra døren, rev den op og gik ut i solen.
